Vi skal sortere affald på en ny måde | A/B Frederiksberg Have Sorø

A/B Frederiksberg Have Sorø

← Tilbage til nyheder

Vi skal sortere affald på en ny måde

Udgivet den 29. september 2023

Den længe ventede sorteringsordning er nu gået i gang i Sorø kommune. Det får betydning for hver enkelt af os.

  1. Vi skal sortere affaldet på en ny måde
  2. Hver bolig har fået en beholder til farligt affald
  3. Vi har fået flere affaldscontainere

Vi skal fremover sortere affaldet i 10 grupper, som skal placeres i forskellige containere. Restaffald og madaffald er uændret, men glas, plastik og metal skal nu deles op. Der er nye regler for drikkekartoner, papir, pap og farligt affald. Se nærmere i sorteringsvejledningen

Hver bolig har fået en rød ”miljøkasse” til farligt affald. I miljøkassen skal man samle affald som småt elektronik, elpærer, spraydåser, kemikalier, maling, plante- og insektgift, kosmetik og printerpatroner. Som for andre typer affald er der en afhentningsordning, som dog endnu ikke er nærmere beskrevet. Du skal selv hente miljøkassen, som står ved affaldspladsen. Gør det endnu i denne uge!

Vi har fået affaldscontainere med nye mærkater på, som svarer til den nye sortering af affaldet. Det er selvfølgelig meningen, at det sorterede affald skal i de rigtige containere. Vi har ikke så sjældent set, at affald i den hidtidige ordning er puttet i helt forkerte containere. Vær omhyggelig og se på containerens etikette, så du placerer dit affald i den rigtige container, ellers forsvinder hele ideen med at sortere.

Hvad skal du selv gøre?

Først og fremmest skal du læse og huske den udmærkede sorteringsvejledning, som alle beboere har fået i deres postkasse. Gem den og slå op i den, når du kommer i tvivl.

Du skal hente den røde miljøkasse ved affaldspladsen og placere den, hvor du selv finder hensigtsmæssigt i forhold til, hvad du har af farligt affald.

Og så må du indrette dig mest hensigtsmæssigt, så du kan opbevare det sorterede affald, indtil du kan bringe det til affaldscontainerne.

Hvad skal bestyrelsen gøre?

Bestyrelsen skal have styr på, hvordan den beskrevne afhentningsordning fungerer. Det er ikke smart, hvis vi hver for sig bestiller afhentning af vores private affald. Det kunne være rart at samle det på bestemte dage, hvor vi ved, vi kan komme af med affaldet. Det skal vi snart have styr på.

Og bestyrelsen skal overveje, hvordan vi tilrettelægger affaldspladsen fremover, så der er plads til alle containerne, hvoraf nogle skal stå ”under tag”, og så affaldspladsen ikke fremstår som en øjebæ, når man kommer ind ad indkørslen. Det kan komme til at koste penge, og det bliver et punkt på den næste generalforsamling.